Mine tanker mod scenen

Først og fremmest vil jeg lige understrege at dette er mine tanker og oplevelser omkring mit forløb op til scenen, da det jo selvfølgelig er forskelligt fra coach til coach, hvordan de vælger at et atlet forløb skal forløbe, og hvordan man er som menneske. Derfor er kost og træning ikke ens for alle atleter, og nogen kan måske nikke genkende til mine tanker, hvor andre ikke kan :)

Fra LeanGain til Cut

Da jeg besluttede mig for at stille op, skulle jeg tage på i vægt for at opbygge mere muskelmasse. Dette er gældende for de fleste atleter. Det er dog forskelligt hvor meget man skal tage på i vægt, og hvorledes dette foregår. Kosten på dette tidspunkt var jeg fint tilfreds med. Jeg fik rigelig med mad, godt med både fedt, kulhydrater og protein + en refeed-dag/cheatday hver lørdag, som jeg ALTID så frem til :D Energien var altid i top, og det var fedt at træne, fordi jeg havde masser af energi, og var SÅ motiveret. Selvom kosten var god på dette tidspunkt, har jeg egentlig aldrig været den store fan af ’diætmad’. At leve af det samme stor set HVER DAG, blev/er ret trættende og kedeligt, men når man er så målrettet for at nå et mål, så gør man det der kræves for at nå dertil. Jeg synes dog at min coach har været god til at ændre måltider, hvis jeg har været utilfreds. Der er helt sikkert også nogle af mine måltider jeg vil tage med mig, men det er ikke det der består af kylling, ris og bønner ;)

Jeg havde i starten svært ved at tage på, så blev løbende sat op i mad, og endte med at tage ca 5-6 kg på fra nov. til juni. Og så skulle der cuttes fra juni til THE BIG DAY :)

Oooog så begyndte alle humørsvingningerne, haha! Ugerne gik meget op og ned. Nogle uger tabte jeg mig, andre stod stille. Min kost var stadig fin, fik stadig fedt, protein og kulhydrater, bare i mindre mængder. Dog blev min kost og træning justeret hver gang jeg ikke tabte mig, som er ret normalt, da det er meningen at jeg skulle ned i vægt op mod scenen. Jeg begyndte på morgencardio og 20 min. HIIT efter træning. Cardioen blev ligeledes sat op hvis jeg ikke tabte mig.

Den her periode har været den hårdeste mentalt! Jeg har været motiveret fra DAY ONE, men nøøj hvor har hovedet drillet til tider. Nogle dage/uger kørte pisse godt. Jeg tabte mig, energien var i top, træning og cardio gik rigtig godt, og fik stadig lov til at have cheatday. Jeg var glad og synes min form spillede, jeg troede 100% på mig selv og alt var bare fedt. Men så var der de uger hvor jeg ikke tabte mig, eller jeg liige så lækre form billeder af andre atleter på IG. Her fucker hovedet fuldstændig. Tanker som at jeg ikke når det, min form ikke er god nok, fuck alting, jeg giver op, det er heller ikke det værd, kører rundt i hovedet på en. Motivation daler og tårerne triller ned af kinderne og følelsen af, at man ikke gør det godt nok er brændende! Jeg kæmper HVER DAG. At træne 6 x om ugen, 2 x om dagen, morgencardio + HIIT synes JEG ikke var/er en fest, især da næsten alle mine kulhydrater blev taget fra mig, og mit kcal indtag faldt. Dette betød at mit energiniveau også faldt, og det var svært at give sig 110% til hver træning. Cheatday er long gone, dog måtte jeg få et cheat MEAL hvis jeg tabte mig tilstrækkeligt. Det skal lige siges at min coach har været der for mig hele forløbet igennem, og hun har altid troet på mig 100%. Jeg har brugt min coach meget, og hendes støtte har bestemt betydet at jeg stadig står hvor jeg gør! Det er så vigtigt at have en coach/team man føler sig tryg ved i dette forløb, og det har jeg været heldig at have! Generelt har jeg haft nogle fantastiske mennesker omkring mig i dette forløb. Veninder, kollegaer, familie og kæreste som har støttet mig 100% i det jeg laver. De er helt sikkert også grunden til at jeg står hvor jeg gør nu <3

De sidste 2 uger har jeg kæmpet som aldrig før! Jeg har cyklet grædende fra træning, fordi jeg har presset mig selv så meget (på en god måde). Jeg vil det her så meget, og er ikke gået ind til det her forløb halvhjertet. Jeg har været fuldstændig udkørt mentalt og fysisk, da min krop bare ikke kan mere. Det er nok det værste, at man kan være nok så motiveret og glad, men kroppen vil bare ikke samarbejde. Min ben vil ikke løbe på det skide løbebånd, og jeg er for træt til at løfte hvad jeg ellers har kunne. Ihh hvor bliver man bare frusteret… Blandingen af lidt mad og meget træning gør heller ikke godt, og jeg har rendt rundt som en zombie den sidste uge, kæmpet mig gennem dagene... Men jeg har været så motiveret som aldrig før!! Jeg er lige ved at være i mål og det kribler i maven….

Peak Weak

I dag er der under en uge til, og peak weak er startet for mit vedkommende (og for de fleste). Peak weak er ugen/dagene op til weekenden hvor det går løs. Jeg får på nuværende tidspunkt ingen kulhydrater, fordi at min krop reagere bedst sådan, så jeg kan smide det sidste inden søndag. Det bliver ikke nemt, men jeg er top motiveret, så spændt og glad :) Jeg er kommet dertil mentalt, hvor jeg simpelthen ikke kan gøre mere nu. Jeg har givet mig ALT hvad jeg kunne og hvad min krop har kunne klare siden november. Jeg står i MIN bedste form, og er pisse glad og stolt over at have noget mine personlige mål i samarbejde med min coach. Placering for mig til NC er ikke det vigtigste. Ja, jeg går da selvfølgelig efter guldet, OG jubler da ikke hvis jeg placere mig dårligt… men jeg har vundet! At vide at jeg har gjort alt hvad jeg har ku’ gøre, er min sejr. Jeg har rykket mig så meget mentalt, og lært så meget om mig selv. Jeg har fået mere selvtillid og tror mere på mig selv. For selvom at der har været nedture undervejs forløbet, har der været så mange flere opture, og jeg vil gøre det hele igen…

Jeg ved ikke hvilke andre piger jeg skal konkurrere imod, og de har med sikkerhed gjort det ligeså godt. Vi har alle sammen vundet vores egen kamp, og det kræver fandeme nosser og viljestyrke at stå hvor vi atleter står nu!

Jeg ønsker alle atleterne held og lykke, og glæder mig så sindssyg meget til at se alle på scenen :)

Min form inden cut og til nu.